- fredag, 8. november 2024
Kadet-EM i Albanien
Russiske taekwondokæmpere er en gåde, pakket ind i et mysterie gemt i et enigma. Det er ikke helt ordret citeret, men det var intet mindre end hvad Smilla stod over for ved sin første kamp til EM i Tirana. Modstanderen, russiske Mariia Lolenko, var for os og Google et fuldstændigt, ubeskrevet blad.
Første runde gik efter planen. Et hurtigt foreste ben til hovedet og 3 - 0 til Smilla. Herefter fulgtes de to piger ad, men til sidst trak Smilla det længste strå og tog runden 9 - 8.
I anden runde trak russeren fra Smilla og vandt runden sikkert 12 - 4. Så kampen skulle afgøres i tredje runde. Russeren kom hurtigt på 5 - 0, Smilla svarede igen med et spark til vesten. 5 - 2 med kort tid igen. Desværre for Smilla var kræfterne brugt op. Meget lidt træning op til EM pga. et længere sygdomsforløb blev udslaget, og Smilla måtte se sig slået.
Lolenko gik hele vejen til finalen, hvor hun undervejs pointgappede Nyah Cannon, seedet 4 og overbevisende slog franske Telia Brunet, seedet 1. Men det var ingen trøst for Smilla, hvis mål hele tiden var at få en medalje med hjem.