• fredag, 13. december 2024

European Gran Prix Final

Fredag den 13. december havde de bedste taekwondokæmpere fra Europa-ranglisten sat hinanden stævne i Bukarest.

Fra Musool Taekwondo Klub deltog 13-årige Smilla Johansen i kadet, dvs. under 15 år, i vægtklassen -29 kg.

Første modstander var en spansk pige, Eva Navarro. Det lykkedes Smilla at lukke godt ned for hendes angreb, og da Smilla samtidig fik et hovedspark og flere spark ind på kroppen af Eva, tog hun sikkert første runde. En kamp skal dog afgøres bedst af tre runder, hvorfor 2. runde kunne blive afgørende. Og det blev den. Der var aldrig tvivl om resultatet, og Smilla tog runden og dermed kampen overbevisende. 

I semifinalen ventede puljens 1. seedede pige, Paula Groene, fra Tyskland. 1. runde var tæt og ved stillingen 4 - 4 med 6 sekunder igen, fik Smilla en advarsel, hvilket gav Paula et point. Så Smilla måtte se sig slået i første runde 5 - 4. I anden runde var Paula mere afventende, hvilket gjorde, at Smilla måtte længere frem. Desværre resulterede det i nogle åbninger, som Paula udnyttede, og da Smilla samtidig forstuede foden og ikke fik point for tre hovedspark, var resultatet en realitet. Ingen finaleplads til Smilla i denne omgang.

Elena Mihaljcic fra Serbien, seedet 3, ventede dog 30 minutter efter i Bronze-kampen. Det efterlod ingen tid til at dvæle ved nederlaget. På trods af en forstuvet fod kom Smilla godt fra start og tog 1. runde 6 - 4. Presset blev opretholdt i 2. runde, og serberen kunne intet stille op og måtte grændende konstatere, at resultattavle til sidst sagde: Smilla 8 og Elena 0.

Selvom Smilla kom efter guldet, var det en glad pige, som senere på aftenen fik overrakt bronzemedaljen af præsidenten for det rumænske taekwondoforbund og kunne humpe tilbage til hotellet.