- fredag, 26. april 2024
Det bliver (næsten) ikke større!
President’s Cup for kadetter er hverken VM eller EM. Men den kommer ind på en pæn tredjeplads og giver direkte kvalifikation til EM til de atleter, som når finalen. Smilla stillede op for Musool i “cadet, -29 kg” og med en relativ høj seeding, gik hun uden om kvartfinalen direkte til semifinalen. Hvad hun ikke slap for, var en kontrolvejning alt for tidligt på selve kampdagen. Og det er ikke sjovt for en teenager!
I semifinalen mødte hun en stærk spanier, som i kvartfinalen knebent slog en engelsk pige. Den engelske pige havde vi ellers tippet til at kunne gå hele vejen. Så der var lidt nerver på, da Smilla gik på banen. Smilla styrede dog kampen fra start til slut og tog begge runder med cifrene 9 - 2 og 8 - 3.
Finalemodstanderen, Julia Maslowska, troppede i finalen op med en god portion selvtillid, idet hun for nylig tog sølv ved Austrian Open og havde en seeding som nummer 1 i dagens turnering. Så det eneste, som stod mellem Smilla og guldet var den polske pige. Noget overraskende viste Julia sig at være meget aggressiv, hvilket passede Smilla godt, idet hun forstod at udnytte Julias blottelser igen og igen. Det resulterede i en sejr til Smilla på 22 - 9 og 20 - 8. Så efter 12 timer i Unibet Arena i Tallinn, kunne Smilla tage hjem en guldmedalje og en billet til EM.
Tak til Jesper og Lot for en fantastisk tur (på trods af vejret) og for at have bragt Smilla op på det niveau, hun har i dag.